- 14. januar 2001
- #1
gayef
TCS medlem
Veteran- Tiltrådte
- 7. januar 2001
- Beskeder
- 7814
- Purraise
- 29
- Beliggenhed
- Stadig Hittin' 'Em Right Between The Eyes
En dag i livet af en kvinde ejet af katte - En novelle af Gaye Flagg - efterår 1999
Den første i måneden og gang på gang til lotteriet - 'Eeeenie Meeeenie Mineeee Moe får strømmen eller telefonen betalt i denne måned ved jeg ikke...' Hvilke andre smarte spil kan jeg finde på for at afgøre, hvilke regninger der bliver betalt...hrmmm...læg dem alle sammen i en cirkel og drej en flaske? Måske post
dem på korkbrættet bind for øjnene jeg selv snurrer rundt som en ung gazelle og stikker i en tryknål??
Den ene ting, jeg ved, jeg skal gøre, er at tage den frygtede tur til købmanden. Toiletpapir ja det skal have - og kattemad. Dåserne, der er tilbage på skabshylden, er de smagsvarianter, der normalt bliver mødt med total afsky - for så senere at blive slynget op på mit beige tæppe som gengældelse. Jeg trækker mig op fra en god bogs komfort og min hyggelige stol-med-tæppe for at trodse de soppende masser, der ligesom mig alle er mødt op i købmanden i regnen.
Min kurv ser ynkelig ud i forhold til de kvinder, der så åbenlyst har børn...chips slik og godbidder hviler alle behageligt i deres kurve...Mælkeæg, brød og andre hæfteklammer i min. Åh ja endelig... her er den! Kæledyrsfodergangen. Når jeg kigger blandt miriaden af farverige dåser med søde kattebilleder, er dem, som jeg føler, jeg virkelig kan identificere mig med. Jeg føler mig hjemme på dette sted trygt og
trøstet ved at vide, at der er andre, der ligesom mig er fuldstændig og for evigt mere styret af kattedyr.
Kvinderne ser faktisk på priserne og ingredienserne på de enkelte dåser, men mændene... ja, de ser ud til bare at gribe og løbe, som om det er så meget bedre ikke at blive bemærket, at de rent faktisk køber kattemad - ligesom feminine hygiejneprodukter. Jeg har set mænd, der køber kattemad, og den måde, de opfører sig på i madgangen. Der er tre meget forskellige typer, alle tydelige ved deres adfærd. Mændene, der simpelthen blev sendt til butikken med instruktioner om ikke at glemme kattemaden og de andre fornødenheder fra en kvindedag, som alle stod på en meget velorganiseret liste efter placering i butikken - disse mænd kan ses rejse rundt i butikken med et meget forvirret blik i ansigtet, hvor de ofte tjekker listen i forhold til inventaret i deres kurve og mumler for sig selv underlige chants. Det er de fyre, jeg kalder Type One..så er der dem, der rent faktisk ejer katte, men som tror, at verden vil se dem som mindre end den fine person, de er for at gøre det, og at de vil blive stemplet på en eller anden umandlig måde - disse er
dem, du ser, tager sig tid til at læse indholdet af de frosne grøntsager, men som hurtigt smider så mange dåser i kurven så afslappet, som de kan, og går videre til andre gange, før nogen kan observere. Disse fyre er dem, jeg kalder Type 2. Endelig er der de mænd, der er ejet af katte og har opgivet at prøve at bekæmpe det - det er de venlige slags, der vil stoppe op for at spørge dig om dine elskede firfodede børn og dele med dig de seneste løjer af deres små darlings, spørge om dine meninger om kat
strø ler eller klumper og hvad med de irriterende lopper, hvad end DU gør for dem...så mange loppeprodukter!! - De er Type-treerne, og det er altid sjovt at dele gang med dem!
'Hvor var nu de dobbelte dollarrabatkuponer?' siger en kvinde med 3 poser kattegrus et stort udvalg af kattelegetøj og mindst 50 dåser kattemad, mens hun slentrer af sted efter ukendte dele. Min uformelle undersøgelse af adfærd stoppede nu
Jeg begynder at fylde dåse på dåse med kattemad i kurven to af hver smag til Calypso og Mara og en flok af det dyrere mærke 'Gourmet' til Whit min altid kræsne-men altid indtagende Geezer Meezer af Much Too Sweet Variety. Whitney spiser 8 små måltider om dagen inklusiv
portioner fra 2 dåser sammen med hendes tørre kibble. Hendes insulinbehov nødvendiggør denne mængde mad for at holde hendes diabetes stabil.
Endelig er opgaven klar. Den unge mand ved kassen ser ned på den lange række af en gazillion dåser med kattemad, som hver skal scannes individuelt og så tilbage til den endnu længere række af mennesker, der venter bag mig og lige tilbage til mig denne gang med afsky.
"Papir eller plastik?" spørger han skarpt, da jeg koncentrerer mig om ikke at skrue op for den sidste check i mit checkhæfte.
"Papir tak." Jeg mumler, mens jeg ridser igennem og initialerer den forkerte dato, jeg lige har sat på checken. 'De laver billigt kattelegetøj.' Jeg smiler og kommenterer, mens han rynker panden mod mig.
*Bip Bip Bip* Registeret ringer hver dåse, mens den unge mand scanner den.
'Åh YIPPEE!' han græder pludselig og tillader mig at tabe checkhæftepennen og det hele på gulvet under disken. 'Du har brugt mere end 0,00 kr., så du er berettiget til at modtage 3 gratis suppeskåle fra vores porcelænskollektion - det er helt specielt denne måned!'
'Hrmmm? Åh ja yippee...« mumler jeg og henter min kuglepen under foden af den femårige, der står bag mig og skriger 'MIN MIN MIN' og reflekterer over den triste form af skålene, hvorfra mine katte skal udholde deres sparsomme måltider. En gang skinnende og smuk med hvert af kattens navne
malet lyst på siderne, er skålene nu skåret og falmet efter to års siamesiske løjer for at se, hvem der hurtigst kan dumpe deres mad på mit køkkengulv.
"Jamen vil du have dem eller ej?" spørger han groft.
"Ummm ja." svarer jeg. "Tak."
'Har du dit værdifulde kundekort? Jeg bliver nødt til at scanne det, så du kan få fat i skålene.' informerer han mig.
"Nåh, hmmm...Ja...jeg er sikker på, at det er et sted herinde..." siger jeg, mens jeg graver gennem de forskellige fornødenheder, uden hvilke jeg tror, jeg ikke kan overleve og er indeholdt i de dybe mørke fordybninger i min håndtaske.
Blandt de mærkelige mønter kattelegetøj og godbidder, der var blevet lagt i min taske uvidende for mig af en eller flere spidse skygger om natten, finder jeg endelig det påkrævede kort og rækker det ynkeligt iturevne og rynkede skrot til den nu utålmodige udstrakte hånd, der venter på at modtage det. Som
ekspedienten forsøger at scanne mit kort. Jeg bliver trukket tilbage til dengang, jeg rakte ned i min taske og blev belønnet med at finde resterne af et stort delvist tygget og meget dødt insekt af en slags og gyser mig tilbage til nutiden.
*Bip* Kortet bliver endelig scannet efter, hvad der virker som en evighed med at trække det hen over scannerpladen.
"Jamen hvad med det?" kommenterer kassedrengen med et smil. 'ALLE de dåser med kattemad, du har købt, er til salg for tyve cent i rabat på hver dåse! Du har sparet omkring hundrede bazillioner dollars!'
'Unge mand, jeg brugte ikke hundrede bazillioner dollars i dag, men tak fordi du troede, jeg besidder ressourcerne til det', svarer jeg, mens jeg tager min kvittering og lægger poserne i vognen til transport til bilen. Når jeg ser på de mørke skyer, spekulerer jeg på, om jeg når hjem inden næste regnskyl. Jeg læsser taskerne ind på bagsædet af bilen og kører hjem igen.
Når jeg kommer ned af indkørslen, ser jeg 3 blåøjede ansigter, der ser min nærme sig gennem glasset i køkkendøren. Uden at tænke over tager jeg den tunge pose med kattefoderet og går ind i mit hus med den. Et kattekor tager imod mig, da jeg går ind i køkkenet med forskellige betydninger bag sangene
de synger for mig. 'Whitney ville ikke lade os på sengen mor!!' fra Calypso sammen med 'Disse frygtelige killinger skal virkelig håndteres med Momma' ud af Whitney og den altid sjove 'Oh Momma? Gå og se, hvad jeg efterlod til dig på sengen!!' kommer fra Mara ... alt sammen udtrykt ind imellem dramatisk
desperate råb af 'FØD OS NU!!!' fra dem alle tre. Jeg har 12 fod, der væver ind og ud omkring og mellem mine ankler, mens jeg vasker de tre nye keramiske suppeskåle og fylder dem hver med en dåse mad. Nu spiller vi spillet 'Jeg vil have DEN skål Nej, jeg vil have DEN skål Nej Du kan ikke få DEN skål, MIN skål Nej, det er din skål' i et stykke tid, indtil alle når til enighed og begynder at spise. Jeg går tilbage til bilen for resten af indkøbene og lægger dem væk, mens kattene spiser aftensmad.
Endnu en gang synker jeg ned i min hyggelige stol-med-tæppe og gode bog. Kattene bliver fodret fede og glade stablet op i en klump foran brændeovnen, som glad koger den kedel med urteduftende vand, jeg kærligt stillede ovenpå dens top. Regnen bryder frem fra himlen, der kommer
ned i hvad der virker som spande for forsigtigt at lulle mig ind i min eftermiddagslur. Alt er i orden med verden.
'Åh CRUD!' udbryder jeg, mens jeg bliver groft vækket af Calypso, der beslutsomt graver til Kina i kattebakken. 'Jeg har glemt Kitty Litter!!!'
Calypso har udnævnt sig selv til familiens dedikerede forsidepige. Hun dækker alt. Også selvom det ikke er hendes. Calypso vil med glæde vente uden for kattebakken på, at de andre katte er færdige, bare så hun kan komme ind lige bag dem, tage meget glæde og vildt opgive at grave i sandet, kaste det til de fire vinde og sørge for, at intet korn er blevet urørt af hendes indsats. Hun meddeler verden på en måde, man ikke kan undgå at høre, at hun nu dækker over så-og-så's forretning og vil fortsætte med at dække det, indtil det er dækket til hendes fuldstændige og totale tilfredshed, hvorefter hun så vil dække det noget mere. Afbryd ikke hende eller forsøg at fjerne hendes irriterende lille krop fra kattebakken, for hun vil bide dig og føre krig mod dig for at komme tilbage derind, så hun kan afslutte det arbejde, hun startede.
Tilbage til butikken rejser jeg og henter den 25 ton store pose med Rose-Petal Scented Kitty Litter, hvor der tydeligt står på forsiden af posen samt med stort tryk på begge sider, at det angiveligt er 'garanteret' til at fjerne alle ubehagelige lugte. Jeg burde teste den garanti en dag. Det nævner ikke, hvad virksomheden vil gøre for at opretholde deres udløb af en sådan garanti, det instruerer dig blot om at ringe til et gratisnummer for at få flere oplysninger. Jeg skal virkelig få tid til at gøre dette, og hvorfor i det blå tænkte jeg ikke
at få en vogn til denne enorme taske, da jeg kom ind, er de tanker, der sejrer, da jeg trækker posen mod udtjekningslinjen.
'Åh hej det er DIG igen!' siger den samme unge mand ved kassen, der nu arbejder på Express-linjen, da jeg nærmer mig snublende over mig selv for at trække den tunge taske hen på disken.
'Ummm ja. Jeg glemte det her.' Siger jeg, mens jeg rækker ham pengene og afventer min byttepenge.
Regnen er en fuld syndflod nu, og ekspedienten spørger mig pænt, om jeg har brug for hjælp til tasken.
"Nej tak." Jeg svarede og rystede forsigtigt min paraply, som sender sprøjt af dråber ud over mig.
Ud i regnen med den besværlige pose med tungt kattegrus vover jeg mig og forsøger at trykke på knappen Lås op på min bils praktiske fjernbetjening, der hænger i nøgleringen.
*POP* Op kommer bagagerumsklappen og regn oversvømmer tæppet på bagsiden, som jeg ikke havde til hensigt at åbne, men trykke på knappen for alligevel. Læner sig op ad den gennemblødte bil for at få støtte til at balancere kattekullet og paraplyen I
Luk bagagerummet og forsøg igen at låse mine bildøre op. Til sidst går tasken ind på bagsædet, lige før jeg ville have tabt den i vandpytten, der dækkede mine fødder. Viskerbladene gør ikke deres arbejde, så de
det går langsomt på vej hjem.
Til sidst trækker jeg ind i indkørslen, og jeg ser Mara venter på mig ved døren. Lille frøken Mara O'Hara min lille pæne og ryddelige pige, der aldrig må tilsmudse sine fine poter i en kattebakke, der ikke holdes helt øsede og altid frisk, er klar til at inspicere hver eneste bevægelse, mens hun forbereder den kongelige kattebakke til hendes øjeblikkelige brug. Mara er altid den første til at bruge en ren gryde med strøelse, og det gør hende glad for mig. Jeg bryder mig heller ikke om at dele mit badeværelse Mara-Boo.
Langt om længe er jeg i stand til at krølle mig tilbage i min hyggelige stol-med-tæppe og indånde den rosenblads-/urteduftende friskhed, som parfumerer rummet, mens jeg glider tilbage i min lur.
*Purrrrrrr* Alle tre katte slutter sig til mig i stolen og ja nu endelig - alt er i orden med verden.
