- 5. november 2000
- #1
debby
TCS medlem
Veteran- Tiltrådte
- 5. november 2000
- Beskeder
- 10983
- Purraise
- 4
- Beliggenhed
- Iowa
Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle passe dette ind, eller hvad jeg skulle hedde tråden, men hvis du synes, den hører hjemme et andet sted, så flyt den for mig.
Jeg har bare en historie at dele med andre sympatiske katteelskere, men den er trist...så hvis du ikke kan lide triste historier, så læs ikke videre.
En dag kom jeg hjem fra arbejde, og der var Tabitha (Tabby) på verandaen, hun var så gravid, at jeg havde bekymret mig om, hvorfor hun ikke havde børnene endnu....hun var KÆMPE!!!
alligevel... Jeg kom hjem, og der var hun... Jeg gned kærligt hendes mave og sagde, at jeg håber, at du snart får de babyer ud, Tabby. Men jeg anede ikke, at hun ville starte inden for de næste 10 minutter!!! Alligevel kom jeg tilbage udenfor for at få noget ud af min bil, og der var hun midt imellem de andre katte og hundene med en lille baby, der stadig var knyttet til snoren, der lå på verandaen.
jeg flippede!!! Jeg trak babyen resten af vejen ud, mine hænder var blodige, og jeg samlede både mor og baby op og slæbte dem ind i garagen...Jeg ville ikke have, at hundene skulle komme til babyerne!!! Så så havde hun et par stykker mere, og så bragte jeg hende ind i huset...selvom min mand er frygtelig modstander af katte i huset...Jeg sætter hende på verandaen og tjekker hende hver time.
Tro det eller ej, hun endte med at få 8 babyer!!!!!!!!!!! Nogle af dem var frygtelig små. Efter et par dage indså jeg, at de mindste ikke ville klare det uden min indgriben, så jeg gav ca. 3 af dem flaske, de var så kolde!!! (men det var varmt i rummet)
Alligevel klarede de det ikke, hvilket var svært for mig at tage...men 5 af dem var der stadig...Jeg troede, at de 5 alle ville klare det. Men så må maoma have væltet over en af dem og kvælet den, det er alt, hvad jeg kan finde ud af, fordi det så sundt ud.
Så det efterlod 4. Nå, min mand råbte noget forfærdeligt om, at de var i huset...selvom de kun var på verandaen...han er ikke meget af et kattemenneske, og selvom jeg prøvede at lukke mor ud 2-3 gange om dagen i potte, hvilket var svært, da jeg arbejder fuld tid, tror jeg, at det, der virkelig sendte ham over toppen, var, da han kom hjem og fandt en kæmpe bunke af afføring på badeværelset (vi har to håndvaske på badeværelset)
Anyway....han forlangte, at jeg satte mama (Tabitha) og hendes 4 babyer udenfor!!! Nå, jeg var bange for at gøre dette, da jeg var bange for, at hundene ville få dem, de var stadig så små....så jeg fandt på en løsning....jeg satte dem tilbage i garagen og knækkede døren nok til, hvor mor stadig kunne komme og gå, men hundene kunne ikke komme ind.
Nå, de gjorde det bare så godt!! Jeg navngav dem endda...Sabrina Barney Felix (mit andet forsøg på en felix) og Merlin. Så ramte tragedien. Jeg blev så knyttet til babyerne og kælede og legede med dem, så en dag kom jeg hjem fra arbejde, og jeg så min schæferhund spise noget....hold op, hvis du bliver kvalm...jeg tænkte ikke meget over det, hundene fanger altid bisamrotter eller egern, men jeg gik ned for at se, hvad det var...da jeg kom tættere på, indså jeg, at det var en af killingerne.
Mit hjerte sprang ind i halsen på mig, da jeg skyndte mig frem og bad hele tiden om, at det i det mindste ikke måtte være Barney, som jeg var blevet særlig glad for....men det var det. Det eneste, der var tilbage af ham, var hans hoved og forpoter. Jeg skreg og jeg græd og jeg slog den hund så hårdt!! Og jeg elsker min hund, jeg ved nu, at hun ikke var klar over, at hun ikke skulle slå den ihjel...hun er kun 5 måneder gammel, så jeg er nødt til at minde mig selv om, at uanset hvor stor hun er, er hun stadig en hvalp (hun er en tysk hyrde)
Anyway, så kunne jeg ikke finde to flere af killingerne....de mødte åbenbart samme skæbne. Det, der tydeligvis var sket, var, at killingerne havde besluttet, at de var store nok til at følge mor udenfor garagen. Stakkels. Så så kiggede jeg mig om efter den fjerde og sidste killing og kunne heller ikke finde den....efter lang tids søgen fandt jeg den endelig...det var merlin. Han var tydeligvis blevet lidt forvirret, og jeg tror ikke, mor vidste, hvor han var, han var i en af staldene i et hjørne ... han var bange og rørte sig næsten ikke. Jeg bragte ham indenfor, ringede til en ven, der ved en masse om katte, og hun sagde, at hun troede, han var dehydreret....sandsynligvis siden mor ikke vidste, hvor han var, og han manglede, så han kunne ikke amme.
Så jeg gav ham mælk på flaske og bad meget for ham!!! Og han blev stærkere!!! Efter et par dage satte jeg ham udenfor igen med mor...så han kunne amme, og jeg lukkede dem begge i garagen igen....men denne gang åbnede jeg ikke døren. Mor kommer først ud nu, når jeg SLIPPER hende ud...hvilket jeg prøver at gøre to gange om dagen...Merlin er tyk og sund, og jeg ved, at han vil klare det!!! Og når han er større, slipper jeg dem begge ud...hundene generer overhovedet ikke mine voksne katte, så når Merlin trygt kan forsvare sig, vil jeg lukke dem ud. Beklager, det er så langt, men jeg tænkte, at hvis nogen i verden ville have lyst til at høre denne historie, som betyder så meget for mig....det ville være på dette katteforum!!!!
[Redigeret af Anne den 11-05-2000 kl. 09:34]
